Berlingske Medias digitale omstilling giver dobbelt-op på bundlinjen

8. April 2019

Kontakt

Anders Krab-Johansen Koncernchef og udgiver Kontaktes via Lucia Elisabeth Kyle +45 29 73 72 93

Berlingske Medias digitale omstilling giver dobbelt-op på bundlinjen-img

Berlingske Media er i gang med en gennemgribende digital omstilling af forretningen, som allerede i 2018 har fordoblet bundlinjen. Omstillingen udmønter sig i et driftsresultatet (EBITA) på 96 millioner kroner i 2018 mod 49 millioner kroner året før. Årets omsætning er 1,1 milliarder kroner mod 1,2 milliarder kroner i 2017.

“Ved fælles indsats har vi gennemført en digital omstilling af Københavns ældste mediehus. Vi er stolte af vores medier og af årets stærke resultat,” siger Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver for Berlingske Media.

Alle husets medier har vækst i den digitale forretning, og en enklere struktur i virksomheden har sænket omkostningerne. Berlingske øgede antallet af digitale abonnenter med 43 procent i 2018. Af Berlingskes i alt 72.520 abonnenter er 19.500 digitale. B.T. havde et fænomenalt 2018 og sluttede året af med rekord i antal månedlige sidevisninger på 242 millioner, hvoraf mere end 146 millioner var mobile sidevisninger. Og Weekendavisen er begyndt at få digitale abonnenter i tillæg til avisforretningen. Efter nytår er den positive udvikling fortsat.

For første gang offentliggør Berlingske Media et koncernregnskab, som giver indblik i driften af husets medier. Berlingske, B.T. og Weekendavisen er alle profitable medier, der bidrager med hhv. 25, 40 og 23 millioner kroner til driftsresultatet. Den veldrevne public service-radio 24syv bidrager med 2 millioner kroner, mens de øvrige 6 millioner kroner kommer fra Trykkompagniet, investorsitet Euroinvestor, som Berlingske Media overtog i september, samt dealsitet Sweetdeal og reklamebureauet Marketsquare, som begge er solgt ved årets udgang.

Berlingske Media er en sund virksomhed. Den position skal bruges til at drive selvstændige medier, som udfylder deres rolle i samfundet og demokratiet. Næste skridt er udviklingen af en datadrevet medievirksomhed, som når flere og flere danskere.

På mandagens bestyrelsesmøde i Berlingske Media udtrykte bestyrelsen stor tilfredshed med årets resultat og udviklingen i mediehuset. Bestyrelsen tilsluttede sig desuden bestyrelsesformand Connie Hedegaards forslag om at udpege André Rogaczewski, CEO og medstifter af Netcompany, til nyt bestyrelsesmedlem.

Årsberetningen findes digitalt via. linket her

Flere pressemeddelser

Slide 1 of 10
Slide 1 of 10